Årsberetning 2025

Vejledninger 2025

  

Formanden og Direktøren gør status  

2025 var et år med flere markante udfordringer og muligheder for de nordjyske virksomheder. Nye amerikanske toldsatser, emballagekrav, ændrede lovkrav for den grønne omstilling, øget fokus på IT-sikkerhed, mangel på arbejdskraft, nye muligheder inden for forsvarsindustrien, forberedelse til ejerskifte, og en hverdag, hvor AI fylder stadig mere.

  

Derfor er det positivt at se, at det stadig går godt i de nordjyske virksomheder. Regionen har få virksomhedskonkurser og lav arbejdsløshed, og virksomhedernes tro på fremtiden er overvejende positiv.

  

Flere virksomheder har opnået gode resultater med hjælp fra Erhvervshus Nordjylland. Vi har holdt mange værdiskabende vejledningsforløb med virksomheder, og har fået en stor andel af midlerne fra de nationale udviklingsprogrammer til aktiviteter i erhvervslivet. 

  

Vores målrettede arbejde med at få projektmidler til de nordjyske virksomheder har båret frugt. Vi har arbejdet for at skabe rammerne for, at nordjyske virksomheder kan blive leverandører til Forsvaret. Samtidig har vi løftet den strategiske indsats på vores erhvervsfyrtårn CO2Vision, og haft en succesfuld afslutning på første runde af vores digitale hub AddSmart. Det er blot nogle af de mange opgaver, vi løste i 2025, flere af dem i tæt samarbejde med gode samarbejdspartnere.

Nye medlemmer i bestyrelsen  

Kommunal- og regionsvalget i november 2025 betyder, at Erhvervshus Nordjyllands bestyrelse skal have nye medlemmer. I de sidste fire år har vi haft en stærk bestyrelse, som har sat tydelige mål og rammer for vores arbejde med at realisere planerne for de nordjyske virksomheder og erhvervsudviklingen i Nordjylland. Fokus har været at styrke nordjyske virksomheders konkurrencekraft. Og det er fortsat vores fokus.   

  

Vi vil gerne rette en meget stor tak til de bestyrelsesmedlemmer, som ikke fortsætter efter april 2026. Samarbejdet i bestyrelsen og med direktionen har været kendetegnet ved et stærkt og tillidsfuldt samspil. Direktionen retter en særlig tak til bestyrelsesformanden Mogens Christen Gade, som med otte år på posten har været en markant og samlende drivkraft for udviklingen af Erhvervshus Nordjylland og indsatsen for det nordjyske erhvervsliv.

Virksomheder har udsyn og ser grønt        

I 2025 har vi også oplevet, hvordan nordjyske virksomheder har udvist stor omstillingsparathed og handlekraft. Mere end 1.200 virksomheder har fået hjælp fra Erhvervshus Nordjylland. Det er sket gennem vejledninger, arrangementer og tilskud i projekter, og har blandt andet bidraget til at øge virksomhedernes produktivitet, grønne omstilling og internationalisering.

  

Bæredygtighed og grøn omstilling var sidste år igen en af de mest efterspurgte områder i vores vejledning. Tæt på 40 % af virksomhederne, vi vejledte i 2025, har arbejdet med bæredygtighed. Trods færre formelle krav til afrapportering fra EU, oplever små og mellemstore virksomheder fortsat stigende forventninger fra kunder og samarbejdspartnere om at dokumentere deres bæredygtighedsindsats. Derfor har vi haft travlt med at støtte virksomheder i at navigere i nye krav, opgøre deres CO₂-aftryk og styrke deres strategiske arbejde med grøn omstilling.

I 2025 oplevede vi, at nordjyske virksomheder havde øget fokus på de internationale markeder. Vi vejledte 119 virksomheder om vækst gennem eksport, og oplevede øget interesse for eksport generelt. Det har vi set både i antallet af tilmeldinger til vores webinarer om internationale markeder, og i antallet af ansøgninger til tilskud til eksport. 

Det er en positiv udvikling for landsdelen, og vores mål er at styrke nordjyske virksomheders globale positionering. Det sker gennem vejledning om markedsindsigt, eksportstrategier og ved at hjælpe virksomheder med at finde de rette internationale partnere. Derfor har det stor betydning, at Udenrigsministeriets Trade Council er lokaliseret hos os. Det er et samarbejde, som virksomhederne drager stor nytte af.

Indsats for at øge produktiviteten

Vi arbejder også målrettet på at øge produktiviteten i nordjyske produktionsvirksomheder gennem digitalisering og implementering af Industri 4.0-teknologier. Det gør vi på mange fronter. Blandt andet gennem den europæiske digitale hub i Nordjylland; AddSmart. Her tilbyder vi forløb, der omfatter vejledning i digitale teknologier, kompetenceudvikling, netværksdannelse og finansieringsmuligheder. Vi har i 2025 haft 74 virksomheder i udviklingsforløb under AddSmart. 

  

Vores ønske, om at kvalificere indsatsen for at øge produktiviteten i de nordjyske små og mellemstore virksomheder, førte også til, at vi gav centrale input forud for en dybere analyse af produktivitetsudviklingen i regionen. Analysen skal give svar på, hvordan de nordjyske virksomheder klarer sig samlet set, hvilke brancher, geografier og virksomhedstyper der har særlige udfordringer med produktivitetsvæksten, og hvor udviklingen går særligt god.

  

Vi er derfor glade for, at Aalborg Universitets Business School påtog sig opgaven. Resultatet er klar i starten af 2026, og vi ser frem til at arbejde målrettet med konklusioner fra analysen.  

Værdifuldt samarbejde

Erhvervshus Nordjylland har en central rolle som knudepunkt i regionen. Vi skal sikre, at virksomheder får uvildig, gratis og specialiseret viden og udviklingsmuligheder af høj kvalitet. 

  

Derfor har vi et tæt samarbejde med stærke lokale, regionale og nationale aktører. Flere har understøttet vores succesfulde indsats i 2025. Blandt andet i arbejdet med at øge produktiviteten. Her har vi haft stor glæde af erhvervsklyngerne MADE, som har fokus på avanceret produktion, og Odense Robotics, som har fokus på automation og robotter. Begge klynger deler kontor med os. Og vi er glade for, at endnu en aftale med en klynge er faldet på plads. Fra januar 2026 er "We Build Denmark" også en fast del af vores kontorfællesskab.

  

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Erhvervsstyrelsen, de nordjyske kommuner og erhvervskontorer vil vi også takke for et stærkt og givende samarbejde.

  

Vi skylder også en særlig tak til medarbejderne i Erhvervshus Nordjylland, som i en periode præget af nødvendige tilpasninger i organisationen fortsat har udvist stor professionalisme og fortsat leveret en målrettet indsats for både virksomheder og samarbejdspartnere.

  

Erhvervshus Nordjylland ser frem til at fortsætte det brede arbejde i 2026 med at hjælpe nordjyske SMV'er med at indfri deres bæredygtige udviklings- og vækstpotentiale.

      

  

  

  

Mogens Christen Gade

Bestyrelsesformand i Erhvervshus Nordjylland 

  

  

Lars Erik Jønsson

Administrerende direktør i Erhvervshus Nordjylland

  

de fik (også) hjælp 

Vi arbejder hver dag for at skabe værdi for nordjyske virksomheder. Her kan du læse, hvad samarbejdet med os har betydet for nogle af de nordjyske virksomheder, vi har hjulpet i 2025.  

vores FORETNINGSUDVIKLERe

      

Bæredygtighedsrapport

Erhvervshus Nordjyllands anden Bæredygtighedsrapport er udarbejdet for 2025.

Med bæredygtighedsrapporten synliggør vi, hvordan Erhvervshus Nordjylland arbejder med bæredygtighed, over for vores interessenter og samarbejdspartnere. Vi tilstræber at være en god rollemodel ved at være transparente og åbne. 

Bæredygtighedsrapporten består af fire fokusområder, som er defineret på baggrund af, hvor vi har de største indvirkninger på klima, miljø og mennesker/samfund, hvor vi kan gøre en forskel, og inden for hvilke områder vi har potentielle forretningsmæssige risici. De fire fokusområder er: Fremme bæredygtig udvikling i nordjyske virksomheder, den gode arbejdsplads, ansvarlig forvaltning og ansvarligt forbrug.

  

Vores vigtigste bidrag, til at fremme og understøtte en bæredygtige udvikling, sker gennem specialiseret vejledning, udmøntning af programmer og fastsættelse af strategien for erhvervsfremme i Nordjylland.

Vi har taget afsæt i den frivillige standard for små og mellemstore virksomheder, den såkaldte VSME, og sætter tal på vores aftryk som arbejdsplads. Rapporten indeholder også andre nøgletal, end de der er foreslået i standarden. Det har vi valgt for at give størst opmærksomhed på de væsentligste indvirkninger og muligheder. 

RESULTAT 2025

© Erhvervshus Nordjylland
Built with